18.06.08
Kapitel 2. Holland
My God (van) Dam!
Min hjemkomst i februar blev en foelsesmaessig rejse og et besoeg til mine dejlige venner og familie. I en mix af ingen penge, kombineret med en fri bil i Birkeroed fra foraeldrene og et savn til Koebenhavn brugte jeg meget tid paa at pendle og faa snakket med alt og alle. Selv gamle bekendtskaber og glemte flammer fik en hilsen og maaske et besoeg og saa blev resten af tiden brugt paa jobsoegning.
Jeg var i hvert fald bevidst om, at mine golfevner ikke raekkede, men det er jeg nu ogsaa glad for stadigvaek. Mine ensomme timer i Caribien blev ofte brugt paa at fundere over fremtiden, og efter utallige noter og dybe tanker blev det noget a la coaching, projektorienteret arbejde kombineret med tidligere marketingserfaring. Not to bore you, men dette er faktisk interessant for resten af min udenlandske beretning.
Jeg har aldrig vaeret boglig, og jeg har aldrig forstaaet hvorfor vi i dagens tidsalder stadig laerer paa denne maade, naar kun 10% af befolkningen er boglige. Der maatte der findes en uddannelse, der laegger vaegt paa dette, og samtidig har et humanistisk syn paa forretninger…
Det er ikke psykologi og bestemt heller ikke politiet, som jeg faktisk sendte en ansoegning til og stadig ikke har hoert fra andet end at de har modtaget min ansoegning. Det er 2 maaneder siden, men de har nok travlt med at give cykellys boeder eller spare deres ressourcer!
En veninde spoerger mig saa en dag om jeg kender til Kaospiloterne, og det var der jeg fik den der fornemmelse af at jeg fandt hvad jeg har soegt. En projektorienteret uddannelse, med vaegt paa at goere forretning og ivaerksaetteri kreativt og humanistisk. RIGHT ON! Det lyder perfekt, og jeg undersoeger mere, taler med de rigtige personer, og bruger saa forbandet lang tid paa at skrive den perfekte ansoegning. Det er nemlig kun 35, der kommer ind om aaret, og saa ligger den i Rotterdam i Holland!
Saa hvad laver jeg lige nu paa dette tidpunkt?
Jeg sidder paa en cafe i Rotterdam (jeg ved ikke om de saelger hash og jeg toer ikke spoerge) og venter paa at klokken skal slaa 18 saa jeg kan tage toget videre til destinationen uden for byen. Jeg er nemlig blevet indkaldt til aller sidste udtagelse af elever og saa vidt jeg ved er vi 70 stykker. Hvem ved? Maaske bliver det nye kapitel paa denne blog fra Kaospiloterne i Rotterdam.
Hot (van) Dam!
